Jeg hører fortidens børn, græde i nattens stilhed.
Jeg hører dem over tid og rum i en smertefuld mildhed.

Jeg ved om mødres smerte, jeg ved at den var som min,
jeg ser det tyngede hjerte, som en sten i et lukket skrin.

Jeg ved om varmen, der tøer, de gåder, vi ikke kan gætte,
jeg ved om Kristi nærhed, der sjælenes sult kan mætte.



Jeg hører fremtidens børn le i morgenens stilhed,
jeg hører dem over tid og rum i en frydefuld mildhed.

Jeg ved om mødres glæde, ved at den er som min -
jeg ser den lysende stråle som en diamant i et åbent skrin.

Jeg ved om varmen, der har tøet de gåder, vi skulle gætte,
jeg ved om Kristi nærhed, der sjælenes sult vil mætte.